Jeg står lige nu over for min hidtil største udfordring. Hvem skulle have troet, at det ville gå så vidt. Jeg er så flov. Jeg har bare lyst til at grave mig ned i et hul, så jeg ikke behøver at se nogen i øjnene. Men det kan jeg jo blive nød til, jeg skal jo have mindst én; ''hvad sagde jeg''.
Oh well, det går fremad. Jeg står nu skrevet op til forskellige lejligheder og rækkehuse i Viborg, forhåbentlig er jeg flyttet til min fødselsdag og det har endelig lykkedes mig at skrabe penge sammen til mit kørekort, jeg begynder d. 12 juli.
Jeg er ret stolt af mig selv, faktisk. Det pisse fedt.
På Fredag skal jeg til Silkeborg igen. Ida og jeg skal ind og høre en af hendes venner spille.
Stoffer kommer forbi og siger hej, så kan han lige blive mindet om hvor dejlig han er, og jeg kan få et bamsekram, it's all good.
Jeg har kigget min blog igennem, det er ca. et år siden jeg oprettede den, skørt.
Alle de ting man kan læse og kigge tilbage på så man bare tænker, åh Stef, din idiot.
Tak Ida, Tak Christoffer.
I har gjort hele forskellen.
