Aldrig i de 16 år jeg har levet, har jeg oplevet så meget frygt og skuffelse.
Den ene person slår hårde end den anden, og jeg har intet skjold til at beskytte mig med. Det eneste jeg kan gøre, det er at ligge, og tage imod alle slagene. Hvor er verdenen dog uratfædigt skruet sammen... hvorfor er det de som gør alt for at gøre det rigtige, der bliver straffet. Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig følt mig mere ubetydelig. At de mennesker der burde elske en aler højest svikter, det er bare ikke noget nogen burde opleve.
Men når blot man har de rigtige mennesker omkring en, så ved jeg nu, at det nok skal gå.
Jeg fik de kram og den trøst jeg havde brug for. Jeg fik det klap på skulderen der sagde; vi er her for dig stef. Det betød alt. At man er helt nede, og fuldstændig hjælpeløs.. fordi hey? man har prøvet alt, men alligevel, så er det det forkerte man gjorde.. At man så ser en hånd blive rakt ud, og man bliver hjulpet op, det er fantastisk at tænke på.
Jeg har aldrig været gladere eller mere ked af det, på samme tid. Ærligt, så ved jeg ikke om jeg skal græde eller smile. Jeg ville ønske at mit liv var som de flestes, men det er desværre ikke tilfældet. Nogle ting kan man ikke løbe fra, men man bliver nød til at se dem i øjnene.
Jeg føler mit liv er gået i stå. Jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne få en hverdag til at kører med smil og latter igen. Jeg føler der er en e v i g h e d til det er, at jeg bare kan blive fri, leve mit eget liv, med min egne holdinger og meninger. Leve mit liv efter mit hoved og gør ting efter mit tempo. Men som jeg har det lige nu, så tænker jeg bare..det kommer aldrig til at ske.
Men inderst inde ved jeg at det gør.
Jeg bryder nemlig ikke mine løfter.... <3
LIKE!
SvarSlet