Min kusine, fætter og storebror er på besøg fra England. Jeg har glædet mig. Jeg har virkelig savnet min familie og jeg har virkelig glædet mig til at vise dem, hvor jeg kommer fra. De har nu været her i fire dage, og jeg vidste det bare var et spørgsmål om tid før bomben ville sprænge. Det blev i dag. Christian gik amok... Han sagde de mest modbydelige ting, ting jeg aldrig troede jeg ville høre min bror sige. Jeg kiggede på ham, min storebror, den dreng jeg gennem hele mit liv har set aler mest op til - jeg kunne ikke kende ham. Hans ansigts udtryk, hans kropssprog og frem for alt hans ord... det var ikke min bror, det var som at se min far. Det knuste mit hjerte. Casper græd. Mor græd. Kayleigh og Kieran forstod ingenting.... heldigvis. Det var kaos. Jeg er rasende, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er fuldstændig magtesløs....
Christian undskyldte og gav os alle et kram. - ''Du har ret Stef, han har hjernevasket mig''
Jeg gav selvfølgelig også ham et kram. Men vreden er der stadig. Det gør ondt i hele min krop, jeg ryster og jeg har mest af alt bare lyst til at tage til England, bare for at losse min far i løgende. Jeg kan kun forstille mig hvad min bror er blevet udsat for, de år han har levet i England med vores far. Men jeg ved med sikkerhed at han har kæmpet. Han har fået nogen ar, men han er stadig min helt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar